Søg

BANK VERSUS PRIVATKUNDE - KUN MORAL SKABER FAIRNESS - IKKE LOV!

I august 2022 udkom Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ('KKFS') med en opsamlende rapport udmøntet fra flere års delrapporter om den finansielle sektors konkurrence.


Rapporten er benhård, og konkluderer på mange afgørende beslutningsparametre, at danske forbrugere taber i et usundt konkurrencemiljø. Ikke blot målt i DK, men også i forhold til udlandet.


Indlægget her tager særlig fat i det område, der rapportofficielt går under navnet Bankkunder og Investering. Formuepleje. Pasningsordninger. Private Banking.


Et område, der belyses kun delvist i rapporten pga. sandsynligvis mangel på kvantitative data. Jo, rapporten har absolut kvalitative og anekdotiske beretninger fra interview om, at interessekonflikter ikke er et problem og, at kunden altid behandles fair. Endda så fair, at det ligefrem "skader bankens egeninteresse". Må vi altså forstå af samtalestikprøven i rapporten.


Jeg argumenterer her i indlægget, at trods lovgivning, er det umuligt at skabe et symmetrisk og fair forhold mellem Kunde og Bank til samfundets bedste. Forudsætningen for den fair prisfastsættelse af finansielle formueydelser er transparens og aktiv konkurrence, og det er aldeles fraværende i netop dette så afgørende for langt de fleste danskere, investeringsunivers.


For så længe vi accepterer et ureguleret mørkt rum med et strukturelt vidensasymmetrisk Bank-Kunde forhold, hvori prisen sættes i stedet for på markedet, ja, så hjælper lovgivning ikke om oplysning. MIFID2 er et godt eksempel. Det er blevet en joke. Kun markedsmoralen selv hos banker, kan skabe fair priser.


SUPERMARKEDERNE

De fleste banker fungerer som en slags finansielle supermarkeder. Således har ca. 92 pct. af kunderne en bank, der tilbyder både realkredit, forsikring, pensionsordninger og investeringsforeninger via en formidlingsaftale eller en koncernforbundet virksomhed.


Fælles for alle disse ydelser er at kunden er den lille og banken den store. De deler ikke samme viden. Asymmetrisk information. En kunde der sidder med begrænset viden om økonomi og finans sidder pludselig i et lukket rum med en PhD i økonomi eller i et åbent rum med 50 produkter der skal sammenlignes på et sæt af parametre kunden ikke ved hvad er. Skal være.


Denne asymmetri er i dag som for 50 år siden den primære årsag til at forbrugere i egenskaben af investorer taber. Ingen lovgivning kan ændre på det faktum, at kunden ikke kan agere rationelt når det kræver en PhD viden at vælge mellem to produkter. Ja, faktisk vil en hvilket som helst PhD selv have svært ved at vælge. Hvorfor? Fordi produktet ikke kan smages eller føles på. Det er en fremtidig ukendt ydelse, når forvalter har en aktiv fremtidig rolle.


Hvad er så egentlig en 'ydelse' i formuepleje i 2022? Ja, altså i fraværet af andre forbruger/investor præferencer, som "at det føles godt banken tager det" og de giver julefrokost, ja , så er vi inde ved kernen.


Afkast og risiko, som de afgørende parametre, for de langt de fleste investorer. Risiko er muligvis ikke altid det investorer tænker allermest på som koncept i dette segment, men det er det når markedet overraskende er nede 50%.


I gamle dage var en ydelse at få en bank til at strikke en bred portefølje sammen for at barbere ubetalt udiversificeret risiko ned til 0. I dag kan kunder få denne ydelse med et klik på en ETF på bankens platform. Så bankydelsen i dag, hvis der skal være en ydelse, er alt det udenom kernen på en ETF og dens deterministiske afkast/risiko struktur. Dvs. en form for aktiv forvaltning/holdning til markedet omkring den sikre ydelse i en ETF. Sikker forstået som 100% forudsigelighed i det tilsigtede resultat. Nemlig indeksresultatet, som ETF'en skygger pr. konstruktion.


DET UMULIGE VALG - KONKURRENCENS BENSPÆND

Her kommer så substansen i formuepleje, priser og konkurrence. For kunden kan næsten umuligt (forventes at kunne) tage stilling til 2 ETF'er eller indeksfonde mod hinanden. Hvis de overhovedet ved hvad en ETF eller indeksfond er. Når det kommer til bankers uden-om-kernen-ydelse, skal de endvidere tage stilling til et lag der er aktivt, subjektivt, udokumenteret og som beror på noget der sker, eller måske ikke sker i fremtiden. Til en eller anden pris, ÅOP eller RIY, som det hedder i dag ("Reduction In Yield").


Forudsætningen for at en økonomisk aktør kan vælge rationelt mellem bare 2 produkter er at produktetiketten er klar på de 2 produkter. Klar på en måde så aktøren kan vælge mellem forbrug eller opsparing, mellem aktiv eller passiv eller fonde i Danske Invest Aktier mod Nordea Invest Aktier! Kan han ikke det er konkurrence, markedsbestemt eller statsbestemt, egentlig underordnet.


CASE: TESLA XS VERSUS PUCH MAXI MED MÆLKEKASSSE

Lad os antage en forbruger der blot har valget mellem en Tesla XS og en Puch Maxi. Hvad vil han helst have? Sikkert Tesla'en. Men, det er betinget af, for de fleste i hvert fald, prisen. Den relative pris mellem de 2 produkter. Hvis nu Puch'en kostede 1 kr og Tesla'en 5 mill. kr., ja hvad så?


Anyway, forbruger er (antages det i videnskab) i stand til nogenlunde at forme en vurdering af hvad der skal til for at vælge den ene frem for den anden transportmulighed i det her tilfælde. Men, forbruger har ikke bare en ide om det bedste produkt, men også det bedste produkt til prisen.


Hvor kom det fra? "Bedste produkt til prisen"? Lyder som bedste afkast/risiko. Ja, det er en subjektiv nyttevurdering, der er forbundet med den menneskelige hjernes antagne rationalitet. Marginalisme. Instinkt, som dyr eller algebra, som de gamle grækere? Ikke så afgørende. Men, mennesket kender præcis prisen på at bytte eller substituere det ene produkt ud for det andet. Når jeg går til venstre har jeg truffet et marginalt valg om ikke at gå til højre eller ligeud. Fordi "afkastet" risikojusteret er højere ved at gå til venstre ned mod pizzabaren end til højere mod Netto.

Samme med at købe et æble og ikke en banan? Hvorfor vælger du egentlig æblet automatisk når du går forbi i grøntafdelingen? Fordi æblet 'smager' bedst til prisen. Du vil måske vælge en banan, lave en banankage, hvis prisen på bananen var 0 kr. Du agerer rationelt i forhold til din nytte af produktvalget.


Desværre er forbrugere i egenskaben af bankkunder altså ikke i stand til at træffe det rationelle valg om finansielle ydelser. For det forudsætter, at kunden kan måle nytteværdien af ydelser typisk i form af FORVENTET afkast/risiko. Med passiv pleje er kunden lost. Med aktiv pleje bliver det direkte plat. Særligt når banken jonglerer med subjektive holdninger, uagtet at vi har et afkastråd der anviser om ikke andet så en form for disciplin på, hvor dygtige forvaltere pludselige er i disse lukkede rum.


En velmenende og lovbestemt indholdsfortegnelse på eksempelvis en fond om historisk afkast/risiko og ÅOP er allerede så kompliceret i sig selv at nogen sammenligning med andre fonde er meningsløs. Når så netop alle disse tal er historiske og ydelser er fremtidige, ja, så knækker filmen. Selv for professionelle.


En af de industrier i det danske samfund, der i fraværet af tilstrækkelig lovgivning og moral, KAN udnytte, OG udnytter denne ydelsesforvirring er Kapitalforvaltning af private formuer. I det vi typisk kalder Pasningsordninger eller Private Banking. Det ved vi ikke kvantitativt, da industrien er mørkelagt, men vi ved det kvalitativt fra rapporter og mangel på konkurrence om konkrete ydelser offentligt.


DANSKE BANKKUNDER I 'PASNINGSORDNINGER' OG PRIVATE BANKING

Een særlig bankprofitabel underindustri i kapitalforvaltning kalder vi samlet nu Private Banking (PB), som alle banker tilbyder og som virker ved at kunder med opsparing tilknyttes en fast aftale om aktiv forvaltning af opsparingen i 2 investeringslag.


At formuen skal være stor i PB er en myte, som desværre er blevet alvorlig, fordi interessen for PB fra politisk, regulatorisk og det øvrige samfunds side sandsynligvis af netop den grund er ganske fraværende. Sandheden, som rapporten også beskriver, er at banker tilbyder den direkte formueaftale ned til endog meget små formuer, hvor både arbejderen og akademikeren er 'in scope'. Om ikke andet så på den flytbare pensionsdel.


Rapporten, har i mine øjne generelt fået alt for lidt, og alt for forkert opmærksomhed Hvorfor? Fordi rapporten røg ind i en landspolitisk debat om "overnormal" profit på finanssektorniveau. Finansielt Supermarkedsniveau og egenkapitalforretning. Ikke på brancheniveau indenfor den finansielle verden. Og der er forskel.


Enorm forskel, da en tilsyneladende lille "overnormal" profit" på 2% (rapporten) dækker over mange brancher, såsom Private Banking, Realkredit, Pension, Betalingsservices og Forsikring. Men, selv med en normal aggregeret profit er denne størrelse ikke et mål for konkurrence i den finansielle sektor. Man kan ikke tage et gennemsnit af lav eller høj konkurrence på tværs af underbrancher.


Et finansiel Supermarked, som de store banker jo så kaldes med alle deres brancher kan lige præcis her sammenlignes med Føtex og Bilka. Disse kan heller ikke påberåbe sig konkurrence fordi mælk og køkkenruller er prisfastsat korrekt, mens kun pølsehorn stikker ud på den noget dyre side versus fair pris.


Det er produktet, og ikke selskabet eller sektoren man skal kigge på.

PRIVATE BANKINGS CENTRALE ROLLE

PB's centrale rolle kan forklares med, at det er den primære privatinvestor havelåge ind i investeringsprodukter og ydelser når der ses bort fra midler fra Pensionskasser.


Allokeringen af ikke blot kapital, men også risiko formidles her. For PB er en selvstændig aktiv ydelse, som ikke blot er bankers distributionskanaler til egne produkter/fonde samt andre banker produkter med hvem man har samarbejdsaftaler med.

PB sidder nemlig også med nøglen til kundens langsigtede afkast/risikoprofil i et aktivt investeringslag, der ligger ovenpå valget af konkrete (aktive) fonde. Så PB bestemmer (formelt SAMMEN med kunden) 75% aktier og 25% obligationer, mens fondsforvaltere styrer forvaltning af de (under) fonde der udgør de 75/25.

Så langt så godt. Problemet i Danmark er at PB laget er uden for myndighedernes kontrol. Der er ingen konkurrenceakkomoderende oplysningspligt om ydelsen. Ingen krav til omkostninger, afkast, risiko eller måske ESG. Reguleringen på investorbeskyttelse, oplysning og konkurrence ligger nemlig i laget nedenunder. Udelukkende. Altså i selve fondene.


Primært sværtregulerede UCITS fonde, men også mindre regulerede AIFM fonde (kapitalfonde). Så PB kan lave en portefølje med 1 First North aktie med 90% og måske en obligationsfond med 10%. Her er det kun de 10% der er reguleret. Men kunden har enorm udiversificeret risiko på porteføljen qua den ene aktie udelukkende. Men i selve PB laget er der frit slag for at forhandle en deal hjem baseret på bankens fortælling.


Jamen hvad med MIFID2? MIFID2 handler om interessekonflikter, samarbejde og formidlingsprovision. Konceptet var oprindeligt tiltænkt at fjerne provisioner i industrien. Det er efter lobby endt med blot at være oplysning om provisionspolitik, som ingen forstår alligevel. For banker udnytter fuldt ud et musehul med provisionsaftaler den dag i dag under teknisk påskud af at de leverer "Kvalitetsforberedende Services" til kunder, som er endt i fonde med kick-back til distributører. Eksempelvis i Private Banking eller på en platform som Nordnet.


Netop Nordnet har udviklet deres platform med disse "Kvalitetsforberedende Services" så kunder i dag, som eksempel kan trække en 'historik over deres akkumulerede porteføljeafkast mod et benchmark'.


Det jeg siger er, at de såkaldte "Kvalitetsforbedrende Services" banker har indført for at fortsætte provisionscirkusset dybest er det vi andre kalder almindelig innovation, som modsvarer det behov kunder UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER VILLE FORLANGE i 2022 på en digital platform. Hvad enten det er i Sydbank, Nordea, Ringkøbing Landbobank eller Nordnet.


Hvis ikke der kom penge i kassen (stik mod ideen i MIFID2) fra provision, hvorfor så pludselig tilbyde rabatordninger på disse provisioner som vi ser? Er det så konkurrence? Næppe, for interessekonflikter, uigennemsigtighed og kompleksiteten i omkostninger fortsætter. Eksempelvis har Nordnet med et pennestrøg fjernet fonde fra Nordnet's produktpalette, der ikke betaler provision. Trods, at de bedste fonde FOR KUNDER måske netop var på den frasorterede pallette.


Sydbank lægger ny linje for velhaverkunder (borsen.dk)


REFLEKSIONER OG MULIGHEDER

Det regulatoriske frirum udnyttes stadig så PB's centrale forvaltningsydelse efter 40år i aktiv tjeneste stadig fremstår, som en sort boks med minimal og principielt kundefjendtlig konkurrence. Boksen er endda så sort, at bankernes hjemmesider ikke inkluderer een eneste oplysning om produkt og pris. Det gælder ALLE banker.


Blot "Kom ind til kaffe - 25-895748". Samme ser vi i de massive landsdækkende reklamer for tiden. Ikke ydelsesreklame, men bankreklame. "Prøv Sydbank Private Banking"

En industri er som tidligere antydet ikke i konkurrence fordi der er mange udbydere. En industri er måske i konkurrence, hvis udbyderne konkurrerer ærligt og pro-aktivt på produktet. Ikke udbydernavnet. eg. "Sydbank Private Banking". Det er nemlig branding, det er ikke konkurrence. Tværtimod.

Konkret betyder det, at kunden ikke kan undersøge markedet, da kunden ikke kommer nærmere pris førend han træder ind i den sorte boks til et møde med repræsentanter for en viden, der er voldsomt asymmetrisk i forhold til den typiske kundes viden.


Ydelsen er ikke underskriften, det er derimod den mangeårige ukendte forvaltning af kundes formue, som faktisk i både den fremtidige positive eller negative fortælling er umulig at evaluere for kunden. Han kan stadig ikke smage forskel. Selv den højeste akademiske videnskab kæmper såmænd stadig med modeller for den mest fair evaluering af en aktive forvalteres evner.


MEN, ingen andre steder udnyttes asymmetrien bedre end I PB i ly af træls regulering og konkurrence, der naturligt sænker prisen til et niveau kunden kan acceptere uden at blive direkte snydt.


For prisen skal afspejle, at den aktive forvalter i en konkurreneøkonomi for aktier eller obligationer, IKKE kan matche en simpelt ETF strategi. Enhver H.C. Andersen fortælling om den aktiv forvaltnings kunnen er svær at aflæse i både teori og praksis. Når fortællingen så afleveres i en boks uden konkurrence og med asymmetri, ja så er det ikke svært at forestille sig hvordan den typiske PB portefølje ser ud.

Mens forudsigelige risikojusterede merafkast umuligt kan forsvares, har PB faktisk en aktiv mulighed der er 100% evidens for. Nemlig, at arbejde med kundens risikoaversion. Men, anekdotisk må vi bare konstatere, at PB har mere end svært ved at tage risiko af og på. Selv når det brænder på.


Det kan måske derfor heller ikke overraske at der er skudt så mange uafhængige rådgivere op som tilbyder en aktiv risk-on/off ydelse i ETF universet med faste og kendte priser. Er det så ikke et tegn på konkurrence? Nej. For uafhængige rådgivere har ikke formel adgang til Private Banking priser og ydelser. Det er anekdotisk.


Private Banking, Formuepleje og Pasningsordninger er i dag stadig en sort boks, hvor banker kan sælge sand i Sahra til forudsætningsløse kunder, uden opsyn og tilsyn.


Kun moral kan skabe det marked kunder har fortjent. Lovgivning er nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Der vil altid være et rum med en subjektiv fortælling, kunder umuligt kan forholde sig til, endsige sammenligne med en anden "konkurrende" subjektiv fortælling.


T