I disse dage står forskere i kø for at tegne et ildevarslende billede af næste års overenskomster på det private område, da resultatet ikke blot definerer flere års fast nominel kontrakt på det private område, men også er afgørende for de velfærdsfølsomme offentlige 2024-aftaler. Det hænger sammen. Og i særdeleshed med #danskøkonomi de næste mange år.
De åbenlyse og delvis sædvanlige problemstillinger i OK23 er,
1. Historisk reallønstab i 2021-2022 for lønmodtagere. Realindkomstgevinster der i væsentligt omfang er havnet i lommerne på virksomhederne
2. En Kommission med Statslig indgriben på det offentlige område
3. Forventet inflation de næste år
Som jeg tidligere har beskrevet, https://lnkd.in/dUeiVV9, er der dog i OK23 en væsentlig mere kritisk og uprøvet dimension til de problemstillinger, og det vedrører punkt 3:
Punkt 3 kan eller rettere kunne sædvanligvis løses rutinemæssigt med reference til ikke blot 2% ECB målet, men også 2% (næsten) sikker inflation.
Hvorfor rutinemæssigt?
Ja, den nominelle løn, W, der forhandles er summen af forventet (E) #produktivitet og forventet #inflation, dvs,
W = E(inflation)+E(produktivitet)
Men, fordi der ikke har været nævneværdig usikkerhed om inflation de sidste 40 år, har slagsmålet primært handlet om den forventede produktivitet og risikoen for en lavere eller højere produktivitet end denne. Den nominelle løns diskuterbare udfaldsrum VAR bestemt ud fra produktivitet.
I 2023 er det væsentlig mere kompliceret, da inflationen i årene frem ikke naivt længere kan antages at være konstant. Den kan være -2%, 0%, 2%, 8%, 10%. Vi ved det ikke. Vi ved kun vi er sikre på den ikke bare kan sættes til 2% uden hensyn til de mulige markante udfaldsmuligheder (som før var 2% fast) som bla. læner sig op af dynamikken i den europæiske krig.
2023-lønforhandlingen kommer således til at inddrage BÅDE usikkerhed om produktivitet, usikkerhed om inflationen OG for at gøre det helt absurd, også om der er en korrelation imellem. Og det er ikke umuligt, hvis eksempelvis lønmodtagere efter 1 år opdager de igen er blevet "snydt" i reallønnen. Jeg gætter på lønmodtagere kræver en ekstra inflationspræmie i lønnen selv ved symmetrisk udfaldsrum.
Skal vi undgå storkonflikt med inddragelse af sågar ulovligt strejkende offentligt ansatte, som med slebne knive følger både OK23 og Kommissionen nøje, ja så skal lukkes ned for punkt 1 og 2 hurtigt. Ellers bliver det et umuligt sværdslag med for mange ubekendte.
Kommissionen kommer tilsyneladende senest 31.12.22, men om det gør forhandlingen lettere, det tvivler jeg på.
Al fokus bør være på lønnen fremadrettet, med fuld åbenhed og risikoscenarier. Så ingen bliver overrasket over pludselige reale forskydninger, mere ulighed og mulig social uro.
Comentários