NÅR MANCHESTER CITY KAN - HVORFOR SÅ IKKE OGSÅ EN KAPITALFORVALTER?

Vi taler selvfølgelig om at "købe sig til gode resultater".

Forskellen mellem en fodboldklub, eller for den sags skyld alle andre erhverv, og en bankforvalter, er blevet højaktuel i Danmark efter, at Formuepleje A/S i 2023 har skiftet hold, træner og direktion ud efter mange års tilværelse i bunden af Superligaen.

Nogle vil anføre de allerde ER rykket ned flere gange.

Forståelsen af denne forskel, er dog helt central for danske investorer i jagten på mere succes på finansmarkedet og for investeringskulturen i det hele taget.

Tankegodset.

De fleste jeg møder har det intuitivt svært ved at forholde sig til at dyre og højtuddannede økonomer i egenskaben af at være professionelle formueforvaltere, ikke skulle have en klar fordel frem for andre, for,

"Professoren må da have bedre forudsætninger end mig?"

Det har han dog ikke, hverken teoretisk, logisk eller historisk.

Derfor sidder der da heller ikke 100 Professorer på et kontor i Danske Bank eller JP. Morgan, eller for den sags skyld 100 Professorer på en bar i Dubai med internetopkobling til Fondsbørsen. De sidder såmænd stadig på et kontor på UNI med opkobling til forskningsdatabaser.

Derfor kan fagligt 'uvidende' privatinvestorer også handle på fondsbørsen, uden overhovedet at kende til produkt og pris.

De bliver ikke snydt.

For markedets millioner af aktører HAR sat de priser, som de mener er korrekt som følge af at professionelle aktører konkurrerer MOD hinanden. Ikke halvdelen af markedets aktører mod den anden halvdel, men ALLE markedets aktører på een gang i slagsmål om den balancerede pris, hvor ingen rykker med køb/salg, førend ny information tilstrømmer, der kan påvirke kursen til et nyt balancerende fair nivaeu.

ALLE er enige om netop prisen nu. Ellers ville prisen ikke være, ja, prisen.

Det kaldes ligevægt.

Det er klart forudsningen er at markedet er dominert af konkurrence mellem det der oftest kaldes "sofistikerde" aktører. Så handel med ejendomme på Lolland, aktier på First North eller unoterede selskaber, er en anden sag. En helt anden sag.

Derfor regulerer Staten heller ikke adgang til handel med værdipapirer. En aktie koster det den koster. Nuvel, kunden kan tabe EFTER handel, men ikke VED handel. That's the deal.

Til gengæld regulerer Staten kravet til diversifikation i fonde solgt til private. For mens kunden ikke kan blive snydt i handlen, kan hun stadig "dumme" sig, ved netop ikke at diversificere i bund.

Men, har hun ellers gjort det, står hun med nøjaftigt samme gode side af kasinobordet med samme objektive betingelser fremadrettet, som den professionelle spiller. Nemlig, markedets prisfastættelse, der uforudsigeligt ænder sig i takt med nye uforudsigelige informationer i verden.

Kunsten i investering er således at købe "kernen", som de fleste forbinder med afkast/risiko, evt. ESG, billigst muligt.

That's it. Jo, billigere jo højere nettoafkast. Jo højere nytte for investor som forbruger.

Og 'billig' er ikke blot direkte Kronegebyrer, men også tid og komfortabilitet. For nogen er det helt ok og rationelt at acceptere et lavere afkast, bare de ikke skal fedte med det selv og risikere alligevel at "dumme" sig ved at diverficere forkert. Købe 2 aktier kun, eller 100 aktier men med 50% i Novo Nordisk fordi det "kører" i øjeblikket for dem.

Revolutionen de sidste 10-15 år indenfor indeksfonde og særligt ETF'er er derfor en gave til særligt private investorer, da de netop repræsenterer den billigste "Kerne".

Men, det betyder også at aktive fonde idag ikke har et produkter, der kan give værdi som indeksfonden eller ETF'en ikke allerede kan.

For husk en aktiv fond har to formuedepoter:

1) 100% i indeksets sammensætning.

2) 100% i en long/short struktur med spekulation i FORHOLD til depot 1.

Og depot 2, har ingen værdi for kunden jvf. at man ikke kan "købe sig til resultater". Heller ikke FØR omkostninger.

Når aktive fonde så lægger høje omkostninger oven i, ja så står kunden på Kasinonet med en "Kerne" med unødvendig lav kompensation for risikoen fordi entrebilleten ind til "Kernen" var så dyr.

Skal en Kapitalforvalter "købe sig til gode resulater" til FORDEL FOR KUNDEN kan det kun ske ved at tilbyde 'Kernen' til en bedre pris. Og det kræver reduktion i omkostninger.

Helt ned på markedsprisen i ETF.

Resten er fedtlag og spin til eksempelvis den danske Kapitalforvalters fordel. Ikke kundes.

Eksempelvis at udskifte hele holdet i Formuepleje A/S, som var det et fodboldhold, og så i øvrigt bruge medier til at udbasunere denne gode nyhed.

Men også særligt i Private Banking I Danmark, hvor kunden i et personligt rum, spinnes ind i en fortælling om forvalters enestående CV'er, evner og et hav af forskellige "fordelsprogrammer", som gratis Dankort, rabat på kursskæring ved lån i banken, børnearrangementer og Rasmus Klump'er.

Men, alle fordele der veksles til en disproporional og langsigtet ekstraopkrævning i omkostninger, som kunden ingen chance har for at gennemskue værdien af.

En omkostning, der ofte ligger 10-20 gange højere ind prisen på "Kernen" i markedet.

Det skal kunden så gøre op med sig selv om fordelsprogrammet er det værd. For "evnen", krystalkuglen, ved vi har ingen værdi for kunden. Desværre som sagt er det meget få danskere i Private Banking der kan sammenholde værdien af 'fordelsprogrammet' med prisen på den del af Private Banking ydelsen der giver reel værdi i forhold til den markedsbestemte "Kerne".

Det er hele ideen med "fordelsprogrammet", at sløre ekstraomkostningen ved Private Banking ydelsen i forhold til markedsprisen på "Kernen".

T