Når danskere henvender sig til banker og kapitalforvaltere for at bruge deres faglige ekspertise i formuepleje, forventer de banken maksimerer deres formue med nogle grænser for hvor meget risiko (eller ESG) de vil løbe for at komme i mål med en ønsket fremtidig forventet formue.
Der er som bekendt en kedelig sammenhæng mellem afkast og risiko på den måde at investor kan skrue uendeligt op for fremtid forventet formuestørrelse, men det bliver nødvendigvis på bekostning af chancen for, at den ønskede 7v pensionistlejlighed i Dubai bliver til en 1v i Tønder.
Der er ingen der siger, at 100% aktier er det rigtige, det kunne også være 10% eller 800%. Det afhænger af investors helt subjektive præferencer i livet mellem risikoen for Dubai eller Tønder.
MEN ved, tillidsfuldt, at uddelegere denne subjektive investorpræference til bankens forvaltere, forventer investor naturligvis at banken gør sit til at optimere chancen for at nå Dubai.
En professionel forvalter uden interessekonflikter vil screene et globalt og objektivt investeringsunivers af aktiver, som det første for at opfylde målsætningen.
Men det gør banken ikke. Banken screener ikke globalt og objektivt, men dermod lokalt og subjektivt.
Hvorfor? Fordi banken har deres egen målsætning om Dubai. Så nok optimeres men altså under hensyntagen til 2-3% i gebyrer som trækkes i de underliggende fonde. Det ødelægger sammensætningen da der allokeres for høj andel til de laveste afkast/risiko fonde.
Så banker optimerer faktisk ikke kundes formue. Det er en af årsagerne til at aktive fonde også kæmper for bare at ligge optimalt før omkostninger. Fordi de udvælger i det forkerte univers.
Kilder:
Egne beregninger