Sidste måned evaluerede jeg #danskeInvest 46 fonde både på 5-10år på deres hjemmeside til private.
Målt mod bankens egne benchmarks. Egne målpæle.
Et par aktiefonde havde gjort det ok, men ellers var billedet, at det var obligationsfondene der kunne smykke sig med lidt hæder.
Hæderen på obligationer i Danske Invest er dog særdeles tvivlsom, som den også er hos 'konkurrenten' fra Nordea.
Hvorfor? Ganske enkelt fordi det er standard i branchen at måle DK obli-fondes afkast mod et forkert benchmark. Risikoen i fonden er væsentlig højere end på benchmark.
Nordea har her 42 fonde på tværs af de fleste aktivklasser i op til max. 10års måling. Som det ses er fyrtårnene den lokale aktieeksponering.
Danske Aktier ("Fokus") og Nordiske Aktier. Merafkastet der ses er akkumuleret i måleperioden. Det er altså ikke annualiserede tal.
Aktiv forvaltning er stadig i DK den foretrukne forvaltningsform.
Men det skyldes ikke kundes økonomiske fordele. Hverken historisk i DK eller i mikroøkonomisk teori og logik tilsiges, at økonomer skal forsøge at forudsige bedre end naboøkonomen.
De bedste i verden handler med og mod hinanden og prisen kan kun afspejle en værdi eksperne er enige om til hver tid. Ellers ville markedet ikke være i ligevægt.
Hvorfor fortsætter banker så med tilskyndelse til aktiv forvaltning a) direkte i fonde og b) via #PrivateBanking, når det ikke er i kundens interesse?
Det gør de selvfølgelig fordi det er i BANKENS interesse OG fordi de KAN, stået overfor fagligt forudsætningsløse kunder der (af den grund) ikke agererer forbrugerkritisk som ellers ved alle andre produkter (mælk, smør, bil, bolig).
Aktiv forvaltning som etikette kan desværre stadig også bruges til at differentiere gebyret massivt opad på ryggen af en fortælling der ingen opbakning har. Det kan kunder blot ikke gennemskue.
Kunder tror således stadig, fordi det er det der fortælles, at finansmarkedet fungerer som øvrige markeder, hvor der er sammenhæng mellem flere dyre slipsnåle på skjorten og kvalitet.
Det fungerer absolut modsat.
1. Aktive fonde idag er no-go, da den systematiske kundeværdi i fonde udelukkende ligger i diversifikationen. Den fås i index og ETF til 1/10 eller 1/20 af den aktive pris.
2. Private Banking er for så vidt glimrende, trods den enorme interessekonflikt, bare ikke som løftestang for højere formueskabelse (pr. risko), men udelukkende for kommunikation, overblik og socialt samvær.
Det ville klæde de danske banker i omgangen med fortællingen og den aktive tilgang at vise ydmyghed. Herunder at forholde sig til objektive forventninger og droppe de systematiske og kirsebærplukkede data, hver gang EEN fond EET sted på EET tidspunkt har slået et index. Bedste eksempel er Danske Bank der har lavet kampagne denne sommer for 3/4 fonde som havde slået index på 6m horisont i 2023.
Men hvad med de 2 fyrtårne og logik? Det må i tænke over, men der er en grim/god teori